PowerMeSaurus

frygten kravler langs søjler og klikkende trapper. 
slangen i ryggen med tænder i kroppen. 
der er sol i mine øjne, jeg nævner det ikke.
jeg trækker opmærksomheden væk fra mit blik. 
verden har fyldte og øde veje. 
slanger krummer og klemmer dem smalle.
 
jeg frygter at drukne
at gispe i vand. 
der er frygt i vand, 
som ikke er i luft. 
 
dette fyld rundt tungen,
en frygt for at miste sit sprog.
at fare vild uden ord 
at gå hvileløst efter forståelse

man kan drukne på land 
med munden fuld af stumhed
uden tanker og indtryk
er hovedet blot en dykkerklokke

jeg frygter at gå til spilde
i et liv med evig gentagelse
et loop jeg ikke opdager
fordi jeg har travlt med at spole frem

jeg frygter ikke ensomheden
jeg frygter ikke at være den fremmede
men aldrig at se genkendelse,
aldrig at se et smil.

jeg er levende
med frygten for livets løgne,
at sandheden om verden
er den ikke er et hjem

hver dag er en slange
snoet om din arm
slangetæmmerkunsten er at blive 
og gøre verden til dit hjem

græsset er grønnere på denne side

i en vaklende nat vender jeg hjem. kortstrakte bystriber ligger på jorden mellem folk på hjørner. vandet løber i hanerne. alt er intakt. jeg er her kun, fordi alt andet findes.
byen er et hylster, med mange våben. en sigtelinje gennem lyskryds.

jeg er  afsprittet inderst.
så glat at tingene glider og intet hænger fast langs siderne. jeg prøver at finde undskyldninger. jeg prøver at skylle efter. men der er størknede rester og tænkte tanker på bunden.

-

jeg ville ønske, jeg var en menneskemængde og kunne løfte mit råb ud over natten. jeg burde være født som menneskemængde - med et budskab i midten.

frygte at være vidne til mirakler, hjælpeløse, se dem synke ind i nystrøgne skjorter, ikke kunne skaffe mere, ikke vide hvordan. have hvilet sin kind, mod regnbuer, der ikke vil smitte af, kun en våd plet på din kind, der hvor luften er violet, og nu blå, dine mærker, blå greb i luften, hvor du mærker et øjeblik sekundet efter, det er ovre.
du lægger dit åndedræt ned, parallelt med gulvet, slider det ind og ud, efter undere, trækker luften i hele lejligheden, kravler alting ydmygt, lodret. du ligger under bordet og stirrer op i bordpladen. 
nogen har skrevet ‘dette er ikke dit hjem’.

en sten 
i vejen for mine tanker
med blod 
op langs siden
og fornemmelsen 
af noget mørkt 
under

der er piger i lufthavne. man mødte dem for længe siden. de har afsløret sig selv. i hjerter på folk, der vinker.

det er mig det her.

jeg står med spredte ben,

og udstrakte arme

lader fnug falde,

og udhule atmosfære

en oprejst sneengel

viklet ind, sakset,

skåret til

med

hvirvler og stumper

og stykker, 

stablet som en løsning,

i hjørnet af forhistorien,

og kanten af horisonten

jeg er opvask
som puslespil, 

søjler af tid

løst forbundet

og fordelt mellem pletter

 jeg kigger væk

forskyder mit centrum

vender mine ekkoer:

 i går blir forleden 

som i forgårs var i aftes

men lige nu er jeg clean

ren og hvid

lugten af barberet sved

må bæres af en anden

jeg er hvid!

jeg løsner mig fra sneen,

som et jagende skridt.

der er himlen 

og de himlende,

der er to små

mærker i det hvide,

der er mig,

der fortsætter,

og mig der når frem

nymalet ungdom
fingeraftryk
vi fik lyst 
gik bort derfra med
mærker 
og pletter på fingrene

steder hvor du
strøg med skælvende
fingertørst
har jeg aldrig
kunnet male over igen

jeg vil lære at male med disse farver, siger du.
efterårets blade ligger
i et tæt inspirationskatalog 
om  dine fødder. 
du gør os magtesløse, 
himmelræbende
med dine ønsker,
der aldrig vokser, 
som skove på lærred,
men som mund 
over gab 
med tænder.
dine mislykkede projekter
i kasser på loft, 
længst ude,
ved spær og tag.
- jeg ved, 
hvor det havner,
for sådan er vi:
far og søn,
endelig sammen i kister af pap.

vi mødes en dag
væk fra hinanden
kun os selv
husker, hvordan det var
hvordan det føltes
inden vi blev til puslespil

ting, som er røde, skal man passe på:

piger i røde kjoler

røde læber

røde tal

røde øjne på mennesker man holder af

blodet der pumper og pumper

og gør uregelmæssige ting

morgenen hæver sig med oprejst pande

et udtræk af natten ligger i græsset.

Ingen er blevet klogere end dagen før

detaljerne er bare blevet flere.

Der uddeles roller i det første lys

vindere og tabere 

og alle de andre

folk uden titler.

Omkring kloden klynger sig atmosfæren

én stor taleboble af luft

med talespidsen ført ned i menneskene

og rundt i deres sætninger.

Jeg interesserer mig ikke for deres historie

konger og kroner vil aldrig

regere mine hjerteslag,

men jeg vil gerne vide alt:

Hvem du kysser 

under hvilke ege,

hvem der går vore ture.

Se museet med dit liv

og læse hvad der står på montren

over dig og mig,  

så kan jeg kende den tid 

jeg for altid har forlagt.

Dens majestæt er en fornærmelse 

jeg vil fejre med halvt rejste faner

sagde jeg ikke havde væggelus

Jeg var blevet hjemme for at lukke ham ind og

aldrig havde han set så rene tænder,

jeg havde børstet dem helt selv

så de skinnede blankt og militært

uden huller, ingen huller,

i hele lejligheden

Der skal være orden i tingene

ellers kommer forældrene

og stryger med fingrene 

og siger nå nå nå 

flere gange

stødvis med tempo eller stemmelejet

rejst som en kobra. 

De er nervøse for 

at jeg skal komme på hospitalet

med beskidte underbukser

og smuds på sjælen.

Psykologen tager sig vel af det sidste

Jeg sætter mig bare ind i

- ligesom en bilvask, 

hver mandag,

og lader det hele blive spulet igennem

Hvordan har du det så?

Så ses vi om en uge.

Den slags bemærkninger.

- det er bare ritualer

Det er det samme som:

Jeg bliver aldrig færdig med mig selv

Der ligger alt for meget støv og snavs 

rundt omkring.

Derfor var det godt, 

det han sagde, i morges

om væggelus

At der ikke var væggelus.

rundt om mig er folk ved at rydde op.

jeg har ansat dem til det

jeg vil gerne undgå 

mine egne reinkarnationer.

i skuffer og skabe og på hylder 

alt skal ud.

jeg skal bare starte på ny,

uden sentimentale holdepladser

snart ser du mig sidde

i skinnende hvide omgivelser, 

og hvidt jakkesæt,

som jeg må huske at købe

i nye kvarterer, 

hvor man ikke sætter 

smudsige sorte

rorscachpletter på ryggen.

blot at strække sig efter lyset.

langt sværere er det for mennesket

at finde ud af sit mørke.

se på alle stammerne

og det flimrende bladfang.

se på de bøjede hoveder

og det filtrede hår.

det er så let for træer

blot at strække sig

- så let at være til.

menneskets barkede næve

kommer aldrig 

til at sidde på et træ

Leder efter noget ekslusivt i mit liv
en barndomserindiring fra dengang
du trådte på verdens bonede gulve
mit liv i discountbutikker
med forældre i hånden
Du gik på kostskoler

Jeg søger subnationale årsager til 
at skamme mig og føle mig klodset
flygter nedad på jagt
efter scener om rå Cecil
og et hårdere liv med ekstremer,
der kan måle sig med dine

Men jeg har intet,
min fortid ånder fred og ro og
middelklasse, det store nul
Jeg svæver ukultiveret i et samfundslag,
hvor sammenhængskraften er
indkomst og ligusterhække

Du indtager champagne, 
som jeg bare drikker
Jeg går rundt i jeres porcelænsstuer
og splintrer glas, 
hver gang jeg trækker 
mit provinsfængsel over de persiske tæpper

Jeg snakker for højt og ivrigt
Men tilpas forstandigt til ikke at være interessant
Og hvad jeg så laver
drukner i at du viser mig din nye kjole
foran spejlet i dine forældre
Deres venner smiler lykkeligt over din farvevalg

Jeg kender ingen skygger
eller rummelig navne
De store emner er trekanter med vinkler
der bliver større ved grundlinjen, 
medens jeg som et tredje punkt
forskydes længere og længere ud i rummet

Du viser mig dine garderober 
og halsudskæringer
Du er sød,
men ser ikke glasskårene
og mine mange plastre
Skåret med saks fra rulle 

jeg ringer på
44 erektioner i lommen
ild.
tændt.  
påsat.
og dum af hormoner
du ku være hvem som helst,
og det kunne jeg også.
i dag er vi
bombardementer
og nedslagszoner
på hinandens kroppe.
vi gør som maskingeværer,
stakkatorytmer ,der finder mål:
åndedræt, puls.
din seng der knirker.
sidst jeg var her,
var vi gamle flammer.
nu er vi bare kroppe,
der kender hinanden
- og hinandens behov
det er forår.
der er gløder, der tændes
og glæder, der slukkes
og vi,
vi er midt imellem

paradis is,
altid med en slange.
gemt i bægeret

jeg har som regel min egen slangetæmmer med.
så er vi to i køen

de kender os efterhånden.
tre kugler og den klagende, skingre fløjte.
indtil vi har fået lokket slangen ud.

der er efterhånden mange i syltetøjsglasset.
jeg synes, det er dyreplageri.

men de er ligeglade,
dem der arbejder.
i paradis is.

Du lader dig lede på vildspor

Kompasser giver kun ondt i nakken
og evig glemsel

af form som landkort



Med dine fodaftryk

forbinder du afstanden
mellem her og nu



Glemmer lanternernes fugtige lysspor

Lader tankerne fare på vildtogt

i rimtåger

og snoslangers mønster



Du mærker raslen af hviskevirkelighed,

- en sitren blandt løvfaldne definitioner,

på bunden af forståelse



Her er mørkblomstrende blækskatte,
menneskets hemmelighedsskrammer 

og muldbundne gemmer 

i granit



I fugtdrivende skovlandskaber

med rødder i afveje og kroner på flugt,

træder du ved siden af


Du går vild af sti

bort fra alfarvej
medens ekkoet af dig selv
fortsætter videre med egne skridt



Helt uden dig selv

står du ved siden af vejen

færdig og klar til at blive mødt

Solen skinner mildt. Det er vinter. Og på en måde forkert. Jeg er født og opvokset et sted, hvor himlen er høj og lyset om vinteren skærende klart og blegt. Det bløder farverne ud, så de drypper ned. Forsvinder i landskaber, små dråber med regnbuehinde, så al nuance opsuges af mørkebrune marker og tagrender af zink. Der er stille. Kun en dis eller sne kunne gøre dette landskab blegere. Det er her, langs disse marker, jeg vandrer, når nogen siger ordet, 'frost'. Jeg kan mærke, hvordan det knitrer i jorden, og markernes harvede furer bliver hærdede og destillerer små skarpslebne tårer af granit.

For enden af nedløbsrør, omgivet af hvidt stakit - og urtehaver - klynger de små huse sig til jordkloden. Trykker sig flade imod en verden fuld af mangel på indhold. Ikke engang store borge og fæstninger ville kunne knejse overbevisende her. Byer ville opløses - trykke sig i nul - i forgæves forsøg på at blive ét med intet.

Alligevel bor her mennesker. Ikke uden en vis stolthed, tænker jeg på, at jeg er barn af disse beboere af intetheden. Mennesker, der kan leve og overleve tomrummet. I mig bærer jeg en del af deres tomhed. Med den, vil jeg vil kunne stirre op i stjernerne, imod rummets uendelighed, uden frygt og undren.

Og når rumskibene engang skal sendes ud på lange, intergalaktiske rejser, er det os, de vil spørge. Børn af intetheden. Kun vi vil kunne udholde mørket mellem stjernerne. Eller en fremmed himmel - bleg, klar og uden farver.

Denne gang vil jeg ikke glemme
Jeg vil bære smerten med mig
og minde mig selv om
at jeg er et kompliceret menneske

Jeg vil ikke pakke dig ned
Du fylder for meget til papkasserne
så jeg vil lade det meste af dig stå
og kun smide ligegyldighederne ud

Jeg vil høre din stemme for mig
De sidste ord var afgørende
men ikke de vigtigste

Det bliver et år fuld af tomme flyttekasser
Du er her ikke længere
og jeg flytter ingen steder hen

Det er sådan mennesket flyver, med en buldren, med et brøl - ikke med et let afsæt og himlen udspændt mellem fejende vinkelbuer.
Jeg accelerer som et menneske, jubler imod trykket på min pandebrusk. Vi krænger tyngdekraften af os og luftens molekyler hyler fornærmede, da hjulene folder sig væk fra  landingsbanen. Jeg glemmer et øjeblik fysikkens grådighed og svæver med i kabinens opdrift. Himmelhvælvingen strejfer min hånd. Med flyvinger på ryggen er vi næsten engle.
 Men livet tænder sine skilte og under de lysende rektangler afsløres kun rækker af  passagerer. Ned fra loftet falder forestillingen om 'sikkerhed', 'exit' og 'no smoking'. Vi kigger over kanten på vore masker og ånder ind og ud.

*....med dejlig udsigt til parken*. Ejendomssælgerens ord svæver meningsløst over byggetomten, nu et år senere. Hvis hun havde sagt dem en dag som denne, ville han end ikke have kunnet høre dem for piloteringsmaskinens hamren. Erik vender sig bort fra vinduet. Han lægger mærke til et maleri, der er begyndt at hænge skævt på grund af rystelserne fra maskinen. I går, medens han var ude at gå, var det en keramikhest der havde forskubbet og var styrtet i døden på stuegulvet.

Erik knytter hænderne, og bander højt over at han ikke tjekkede lokalplanen inden han lod sig rive med af løfter om fred, natur og idyl.

Træerne forsvinder. Hver gang en lastbil kommer med nye præfabrikerede elementer ædes mere og mere af udsigten ind til parken. Eriks næve knyttes mere og mere og føles til sidst så hård som sten. Han slår den gentagne gange i bordet, ind i væggen, som vil han rive sit eget hus ned, før det andet skyder op.

Hans søster siger, han skal slappe af, huske på hvorfor han er gået på efterløn. Han bor dejligt og parken og træerne ligger jo stadigvæk lige omme på den anden side af nabohuset. Der bli'r stille i røret, når hun siger den slags. Man kan høre det gamle ur tikke i Eriks stue.

En uge efter, at huset står færdigt, flytter de nye beboere ind. Erik står og betragter dem fylde huset op med smarte, nye møbler og brede smil. Da naboen ser ham stå i vinduet, hilser han. Erik bliver blot stående og stirrer tilbage på manden. Uret på væggen tikker højt og tæller sekunderne. 23 - så skynder naboen sig ind for at se til flyttemændene.

Da det bliver mørkt, ser Erik for første gang huset overfor med lys i. Han synes, at den øverste etages vinduer ligner øjne, der stirrer ind til ham, i stuen. Erik rejser sig fra stolen.

Først efter et stykke tid hører han dryppene og ser ned på sin højre hånd. Han har knuget den så hårdt, at neglene har boret sig ind, og det er begyndt at bløde. Han bliver stående i mørket længe, uvillig til at bryde husets stirrende blik.

Naboen begynder at klage over, at Erik stirrer ind til dem: ”Evig og altid står han der ved sit stuevindue med blikket rettet mod vores hus”. Kommunen bliver indblandet, men der er ingen love eller vedtægter om, at man ikke må stirre ud af sit eget hus. Måske han kunne kigge lidt ud af de andre vinduer også, prøver manden fra kommunen forsigtigt. Måske, siger Erik.

Efter det med kommunen, har naboen konsekvent trukket for både i stueetagen og på første sal . Erik stirrer alligevel. Nu og da ser han naboens unge hustru haste forbi og kigge nervøst over mod sig. Om aftenen linder hendes rystende hånd på gardinet. Men uret på væggen tikker, og Erik står der altid.

Naboen forsøger sig med beplantning, men REGULATIV OM FRIHOLDELSE AF FÆRDSELSAREAL tilsiger, at der ikke må plantes træer eller etableres større buskadser forbi cykelstien mellem de to huse. Buskene kommer kun til at dække to af vinduerne i stueetagen, og Erik bemærker det knap nok.

Efter et stykke tid flytter de. Erik stirrer efter flyttevognen. Han stirrer på ”til salg”-skiltet og på den smarte unge ejendomsmægler, der viser huset frem.   De næste par måneder står det tomt. Uret tikker videre i Eriks stue, og han stiller sig ved vinduet. Hans blik viger ikke et øjeblik, idet han kigger direkte op mod nabohusets overetage. I virkeligheden har det hele tiden været en sag mellem mig og huset, tænker Erik. Naboen kom sådan set blot i vejen. Han prøver at genkalde sig den unge hustrus ansigt, men kan kun huske farven på deres bil.

Hans søster er holdt op med at ringe. Hun siger, at han er blevet mærkelig. Sidst de sås, gik hun efter en halv time. Det var, som om hun ikke kunne holde ud at møde hans blik. Eller også var det, fordi han hele tiden kunne se nabohusets vinduer genspejle sig i hendes briller.

Nye beboere flytter ind. Nye beboere flytter ud. Erik kan mærke, at han er ved at vinde stirrekonkurrencen. En tagrende falder ned en dag, han står og stirrer på det tomme hus. Hans søster ringer. Hun er kommet på sygehuset. Ugen efter ringer de og fortæller, at hun er død.

Ved begravelsen er resten af familien der. Erik har glemt deres navne. Det var altid hans søster, der skrev julekortene. De kondolerer, men til gravøllet er det kun hans onkel, der bliver mere end en time.

Onkelen virker nervøs. Nå, hvad vil du gøre med huset, spørger han Erik. Erik siger, at han skam gør alt, hvad han kan, og at han tror, han er ved at få overtaget.
Onkelen ler - lidt for længe - og spørger så, om han ville være interesseret i at sælge. Sælge? spørger Erik. Onkelen forklarer, og til sidst går det op for Erik, at det er søsterens hus, de taler om. Jo, siger Erik, måske.

Erik står og venter ved sit stuevindue. Han har bedt den unge, smarte ejendomsmægler komme og fjerne ”til salg”-skiltet. I morgen kommer nedrivningsholdet, som han har bestilt med det sidste af salgssummen fra sin søsters hus. Så vil han stå her i stuen og stirre. Til den sidste mursten er væk.

I lokalplanen er der ikke meldt om øvrig bebyggelse i området de næste 4-5 år; men  Erik er ikke længere nervøs ved den slags. Han smiler næsten ved tanken. Uret tikker. Erik stirrer. Fuglene pipper fra parken.

jeg vil rette en finger mod tiden. den vil fortsætte upåvirket, fortsat skubbe til viserne på uret
og rive bladene af kalenderen; men jeg vil insistere med min finger, jeg vil lade den stritte fremad, og fra min strube, vil jeg kalde min stemme frem og slynge lyden af min røst frem gennem rummet, men uden om tiden.
tidløst vil lydbølgerne bladre gennem virkelighedens lag
og finde vej til ubegyndte samtaler,
og spørgsmål, der aldrig fik et svar.
alle disse ventende stilheder
som tiden ikke råder over,
fordi de aldrig var, eller er,
dem vil jeg røre med min stemme.
og tusinder af virkeligheder
vil eksplodere i lyden af mit ego
og efterlade mig pegende på tiden
- ikke anklagende -
men for at fortælle den,
hvilken vej den skal gå.

Jeg vågner og mandagen kommer mig i møde med våde, sortregnede skifertage og grå-grå himmel. Orker det ikke, mumler jeg i en stille taleboble for mig selv. Rundt omkring i byens tusinder soveværelser tindrer talebobler imod hinanden med variationer over samme tema; men i dag har jeg kun ondt af mig selv. Jeg ruller mig sammen under dynen og koncentrerer mig om rollen som pivedyr.
   Snoozefunktionens utålmodighed forstyrrer mit zoologiske eksperiment. Jeg hager mig fast. Klynger mig til madrassen, der hviler i rammen; der står på ben, der støtter på gulvet; omgivet af vægge og vinduer og døråbninger, der hænger midt i tilværelsen.
   Mine fingre kradser, men mister deres greb. Pligtfølelsen hiver mig ud ved fødderne. Øjeblikket efter står jeg og gisper efter luft under bruseren. Jeg kigger ned på fliserne. De er en del af lejlighedens samlede gulvareal, men jeg føler mig forrådt over, at det kun er her, i badeværelset, at underlaget viser sin sande, onde natur: ternede, hårde flader, der tager imod vandet fra oven. De glinser, våde som skifertage på en mandag morgen.

Jes Folden Hyldig

Tankerne går tur i parken.
Tunge skridt knækker mod jordbunden.
Bekymringerne bænker sig.
Eksistensen i dynejakke
og hverdagsånde.

Blikke, rettet mod horisonten og en ny vinter.
Miner, smalle lige streger tegnet med HB-stift.
Stækkede vinger, jeg'et humørsvinger.
Næste sommer
- er vi der ikke snart?

Sekreter af ungdom, tværet ud i håret
som små dinosaurer vender vi savtakkerne samme vej i klasseværelset.
Hinker gennem skolegårde, skemaer  - med svulmende kranier og sår på knæene.
Det er uundgåeligt. Arerne er der endnu.
For enden af gangen henligger kopirummet i tåger af lærerværelse og
manglende toner.
Det er længe siden, det er så længe siden.
Og jeg kigger i protokollen:
Var jeg der overhovedet?

Stilleleg
Stillejeg
Stille og bleg
Vælger jeg at
balancere på den stille streg.
Med larm på begge sider

Lydbølger skyller over mine tæer,
og jeg går tyst igennem sandet

Min røst ville vælte det hele,
sandkasteller, og pastelkoreller,
linet op på langs
i en løgn.
Tilbage kun sandheden,
den modbydelige strandvasker.
Opspilede ord og rådne sentenser.

Lydbølger skyller over mine tæer,
og jeg går tyst igennem sandet

Med larm på begge sider
balancerenede på min lille streg
vælger jeg at være
Stille og bleg
Stillemig
Stilleleg

for dig i aften
spiller jeg tina dickow, 'on the run'
for åbne vinduer

for dig i aften
uanset minusgrader

og jeg tillader mig at mindes
ti gange på repeat
inden jeg lukker
vinduerne
for altid

der er spænding på - inde i styrelsen.
blikkene søger nervøst, flakkende ned over siderne i regeringsgrundlaget.
på jagt efter ord der kan være afbetydning for organisationens lille hjørne af det politiske univers.
udenfor glider hverdagen og dens mennesker uforstyrret videre.
regeringsgrundlag? fordi der er grundlag for at regere, er der ikke nødvendigvis grundlag for at reagere.
'væk mig når det får betydning for mig'.
de fuldmægtige stirrer ud i mylderet og halvmørket.
misundelige på dem der kan tillade sig at være ligeglade.
i morgen venter en ny dag. og måske en ny minister.
'hvem ved, måske skal vi under erhvervsministeriet'.

man hoster. mest af refleks. og ønsker sig tilbage til de dage,
hvor det hele ikke var så røgfrit.

' jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til dig ', sagde han og så på hendes bryster.
' vi er vel gledet fra hinanden ', sagde hun, idet hun selv tjekkede dem i spejlet.
' ja, det er de ', sagde han.
' HVAD sagde du?! ', spurgte hun vantro.
' "ja, det er vi" ', gentog han.

' hvordan kan du skrive "gentog han" ', spurgte hun.
' det er jo åbenlyst, at det slet ikke var det, han sagde!
det står jo sort på hvidt lidt længere oppe '.

' hvem snakker du med ', spurgte han nervøst.
'åh, bare fortælleren ', svarede hun.
' typisk! vi har vores livs værste krise; og du flirter bare med fortælleren, så hans sidste ord kan blive dit!!! '
det her handler om os ! ikke bare om at få ret ! - kan du ikke forstå det !!!??? '

[ fortælleren beslutter sig for at give sin bi-person en opmuntrende sætning i nutid ]

han ser fortvivlet frem for sig, og river sig i håret.
en tid lang herskede der stilhed.
' men skal jeg så få lavet dem større, eller hvad ? ', spurgte hun opgivende.
han kiggede vantro på hende.
'v-vil du virkelig ? ', sagde han målrykt (halvt målløs, halvt henrykt).
' ja. men ikke mere end dobbelt-D. og du ta'r skraldet ud HVER dag frem
-over '.
' ja. ja, selvfølgelig. '
' og ikke noget med fodboldstøvler i stuen, og sig så til Benny, at jeg ikke vil ha', han ryger, når I ser landskamp'.
' ja. ja. det manglede da bare'.
' .... '.
' honey,.... jeg elsker dig '.
' .... jeg elsker også dig '.

og ligestillingen fik kvalme, og slog over på en anden kanal, hvor der vistes noget med Klaus Riskjær.

er du ved dine sansers fulde brug?
sanser du fuldt ud hvad du bruger?
bruger du dine sanser fuldt?
er du en fuldt sansende bruger?
er du sansefuld bebruget?
bruger du din fuldbrugte brugssans?
sanser du til?
bruger du op?
fulder du ud?
tilbrug!
udsansning!
opfuldelse!

det er altsammen sanseløst brugsfuld!

my speed was swallowed up by slow traffic.
i was stuck inside a barricade of wheels.
i felt the city towering.
and looked up into the face of tall buildings.

in the eye of an office building, i spotted a woman.
silhouetted, she pirouetted between floor-to-ceiling curtains.
i wondered who else was watching her dance.
arms appeared and encircled her waist.

i felt alone.
with the car horns and alarms.
alerting no one.
but me.

Nogle gange køber jeg ikke-skiveskåret rugbrød.
Bare for at føle mig som en rigtig rebel.
Så går jeg hjem, og skærer nogle brede, brede skiver.
Sådan nogle min mor sikkert ville have givet kommentaren: 'husk at klappe hesten'.
Nogle gange skærer jeg dem også skævt eller ultratynde.
Det tror jeg ikke min mor ville have kommenteret.
Måske bare rystet på hovedet af.

Det føles vigtigt, den slags.
Fordi der skjult bag det skiveskårne rugbrød ligger en fornærmelse.
DE prøver at portionsanrette dig.
DE ved hvor sulten du er. Hvor tykt brøddet skal skæres.
Og også pålægget. Og salaten.
Den har de snittet for dig.
Gulerødderne er blevet til velvaskede karrottesnacks.
Og kartoflerne findes på glas.
Før du ved af det, er du blevet portionsAFrettet.
Din letfordøjelige, vitaminberigede grød ER på vej.

Jeg siger det, fordi der overfor mig bor en gammle mand.
Sidste sommer styrtede han om.
Jeg tror, han havde klaret sig selv indtil da.
Så der gik nogle dage, inden der holdt en ambulance.

Nu er der hjemmehjælp på.
Jeg ved det, fordi hun ofte stiller cyklen overfor omkring det tidspunkt, hvor jeg spæner nøgen rundt i min velkoordinerede morgenrutine.
Man blir underligt bevidst om sig selv og den andens eksistens.
Når man er nøgen.

Og DE kommer med mad til ham om aftenen.
Sætter den udenfor, hvis han ikke er hjemme.
Jeg har nogle gange skævet til den.
Og jeg bli'r så vred!
Det ser så trist og uindbydende ud.
Variationer over beige.
Portionsanrettet og ikke særligt meget af det.

Måske er det derfor.
At jeg får en ustyrlig lyst til at skynde mig ned i supermarkedet og sikre mig et rugbrød.
Medens det endnu er der.
Nusse om dens ubdrudte, uopskårne overflade.

Eventuelt kunne jeg gå til bageren.

jeg ruller min bevidsthed ud i landskabet.
en tågebankes beslutsomhed,
og jeg er hos dig
glider ind med åndedræt,
fortaber mig i lunger og bliver til
indre kvæstelser.

indvendigt
forstår jeg det alligevel ikke

dine ord er blot spejlvendte,
set fra munden

også her er jeg et fremmedlegeme

jeg boltrer mig.
ned i din tå
- ind i dine celler

herindefra giver du næsten mening

men stemmen trænger aligevel igennem.
dit eget kød, knogler, legeme.

og til sidst ånder jeg mig selv ud.
smækker døren bag mig en sidste gang.

'har du et problem?'
ja, jeg har et problem!
men det er ikke dit.
det er ikke dig,
så lad mig gå i fred,
stik mig ikke ned.

450 meter henne, i avisen,
flænser en kniv 15 år.
uskylden sprøjter.
ud på tryksværten,
ned på fortovet.

spørgsmål går med kniv,
skærer selv
svarene ud.

du er et mysterie.
jeg prøver at trænge ind til din kerne.
pakker lag efter lag ud.
men mine hænder glider på det glatte indpakningspapir.
jeg kratter med mine negle, men opnår kun at få underlig voksbelægning op under neglene.
og medens jeg flår lag efter lag af, vokser pakken.
den drejer sig i mine hænder.
op igennem rummet.
og presser mig ud mod væggen.
med ryggen mod muren, må jeg se dig i øjnene,
og opdage munden bag på dig.
der sluger alt papiret og får dig til at svulme.
og idet jeg læner mig fremad,
for at få et blik ind i dit indre,
(igennem din mund)
sluger du mig.

Der er nogen der har trykt små sommerfugle på mit toiletpapir.
Sikkert i velmenende forventning om at fremkalde en forestilling om noget let, blødt og flygtigt, der stryger imod min hud.
Sikkert nogen i markedsafdelingen.

MEN DER ER ET ELLER ANDET KLAMT VED TANKEN OM 1000VIS AF SOMMERFUGLE DER FLAGRER IMOD MIN RÖV.
MEDENS JEG SIDDER DÉR.

Så jeg overvejer at skifte til flagermus.

Elektronik og teknologi har altid fascineret mig. Ikke så meget de små dioder. Eller at rode rundt med loddekolber og ledninger. Mere idéen om elektronikken - de gnistrende impulser og den digitale hvisken inde i maskinerne.

Så når jeg gik til elektronik i syvende, var det ikke for at bygge en forstærker. Eller et lysshow. Jeg ville bygge robotter og ting fra den dybeste, mørkeste afkrog af science fiction. Min elektroniklærer kunne ikke følge mig; men han kendte vist heller ikke ordet 'androide'.
Cirka 11 år senere tænder jeg en aften for P1. Dengang hørte jeg kun P3, så det må have været ved en tilfældighed. Programmet hed Harddisken og folkene i redaktionen vidste GODT hvad en androide var. De rapporterede direkte fra den digitale front, dér hvor man anede det mulige, og spekulerede i det umulige. De fik mig til at lytte. Og godt inde i programmet fortalte de mig, at der var ved at blive oprettet en skole ovre i Kbh. for det nye og det digitale. Jeg sukkede.

Et stykke tid efter flyttede jeg, sagde farvel til molekylærbiologi i Århus og blev optaget på IT-Universitetet.

Et godt liv er sådan: Fyldt med tilfældigheder, og følelsen af at have lyttet til det rigtige budskab på det rigtige tidspunkt. Plus et par andre ting, selvfølgelig.

Douglas Coupland fangede mig midt i projektørlyset fra bogen Microserfs. Da jeg lægger bogen fra mig forstår jeg ikke helt nøjagtigt, hvad der er der har holdt mig fanget. Måske er det fornemmelsen af at have stået på en scene, hvor man genkender sig selv, griner ad sig selv, til tider endda tager afstand eller beundrer sig selv. Men altsammen sagt i tendenser og uden den direkte anklagende og formanende finger - som generation X, Y og Z er blevet så træt af. Eller måske er det i virkeligheden følelsen af ikke at være alene. For figurerne på den dér scene, i Couplands bøger, er meget som éen selv.
Måske er det netop dén kendsgerning der gør at communities, blogs og newsgroups buldrer fremad i dag. De giver éen følelsen af ikke at være alene. Gode communities, god undergrundskultur, gode samtaler, gode forestillinger giver dig den fornemmelse. Fornemmelsen af genkendelse og/eller ikke at være alene.

Den første gange jeg åbner et Frank Miller-værk er jeg ung, uskyldig og uvidende.
Da jeg lægger bogen fra mig er jeg hærdet og har set verdens hårde kanter. Og ved nu, hvad en graphic novel er.
Frank Miller maler i skygger. Han trækker alle verdens skumle steder -  joints, barer, baggårde, klubber, baglokaler og smøger - sammen i éet punkt, Sin City. Og blander det med had, kærlighed, baghold, blod, vold og den gode historie. I Sin City behøver man ikke at følge sine trusler op med et 'for ellers...'. Det er hele tiden underlagt historien. Alt og alle har skjulte motiver - og kunne dreje kniven rundt i ryggen på dig, når som helst. Derfor virker det naturligt at personerne i Frank Millers værker kommunikerer i punchlines. De behøver ikke forklare sig. Og overlader de dybere og mere filosofiske kommentarer til sidemarginer og tekstbokse, der fletter sig naturligt ind i det grafiske udtryk.
God arkitektur er sådan. Gode hjemmesider, god kunst, god...så meget, er sådan. Virksom, med effektive punchlines, men med en fornemmelse af, at der er en dyb og gennemtænkt mening - hvis blot man ser ud i marginen/undermenuen.

Jeg er på Island i '99 - som udvekslingsstudent. Jeg tager derop fordi alle andre tager til Spanien og England og steder, jeg allerede føler jeg kender. Men Island aner jeg ikke noget om. Jeg opdager, at der ikke er tale om et lille fiskersamfund. De er hippe heroppe og med på noderne. Og nogle af noderne bliver til musik, spillet af lokale bands på nogle af Reykjaviks utallige caféer. En aften bli'r jeg slæbt med til en koncert på en digtercafé. Bandet hedder Sigur Rós. Og de er gode. Meget gode. Midt under koncerten hæver forsangeren sin guitar og synger ned i den. Hans stemme vibrerer i strengene og det lyder næsten som en hvals tågede melankolske sang. Vi snakker med bandet efter koncerten. De er benovet over at vi kommer helt fra Danmark og kan li' deres musik.

Året efter er Island hipt. Og to år efter optræder Sigur Ros på store stadioner. Jeg føler mig lidt berøvet min specielle, unikke, islandske oplevelse. Og så alligevel ikke. Uanset hvor mange gange man ser en hval, vil den stadig være et imponerende syn.
God musik er som hvaler.

I drive by your neighbourhood.
Except you don't live here anymore.
Upon last enquiry, you had moved. Way beyond.
Further complicating any claims, that this is still YOUR neighbourhood.

I remember the first time you showed me, where you lived.
Eyes shining, smile in crowsfeet scripture.
Eager to let me know you, through your interiors and furniture.
Here a collection of trinkets. There a book case.
Titles.
Pictures.
And I liked you through your accumulations.
Things from your life strung on a string - carried around the neck, nooks and crannies of your home.

I am wearing jeans.
I never used to back then.
That I am conscious of it, tells me even more.
That you don't live here.
How could I have been conscious of jeans, if you did.

So I guess.
There is only me now.
And memories.

Og det går op for mig, at jeg muligvis har overreageret. 
Aldimedarbejderens vrede ansigt skriger ad mig. For tredie gang gentages budskabet om at jeg 'for helvede skal se at komme ned derfra'. 
Med fødderne begravet i dybfrost er begejstringen for min nyvundne position alligevel også begrænset. Jeg eskorteres ned og henimod 'Ausgang' af to Aldimedarbejdere.
De er af udsmidertypen, og må være fra den specialenhed, der tilkaldes, når folk stiller sig op i dybfrosten. Nede i aldi. 

De smider mig ud på gaden, med et forudsigeligt 'kom ikke igen', og følger og med et knurrende 'næste gang tilkalder vi politiet'.
Jeg står stille et par minutter og lader som om jeg er paralyseret.
Før jeg begiver mig afsted. 

Imedens mine ben blærer sig med diverse udskejelser et sted under bæltestedet - gør jeg regnskabet op:
5 diskoteker, 2 barer, 1 stormagasin og her til sidste éen aldi.
Listen over steder, jeg er blevet smidt ud fra, vil ikke engang kunne bevæge et øjebryn på selv den mest artige opdragelsesanstalt.
Min gadekredit er på nul. Jeg ved det uden at se på saldoen.

Jeg prøver at puffe min tynde vinterfrakke op til dynejakkestørrelse, og går med store, brede skridt og stive armbevægelser.
Fiktive guldkæder skyder frem på mit bryst.
I'm big and heavy.
Jeg går lidt videre, big and heavy.
Det er anstrengende at være big and heavy. 
Aner ikke, hvordan de rigtige gangstah-folk holder modet oppe. 
 
'hej, james, kør mig hjem'. siger jeg højt. 
og lægger mig på forkøleren af en parkeret bil.

jeg er i aldi. små glasmontre er begyndt at skyde sig vej ind i det germanske riges discountstolthed. i heftig kontrast til noutella og bockwurst. på dåse.
i denne uge, inde bag glasset, gemmer sig - natkikkerter og gsm-navigationsudstyr.
jeg piller fraværende ved konserveres, og spekulerer på hvornår de begynder med defragmentationsveste og minestrygere.
snart. 

en nedtrykt aldi-medarbejder prøver at skubbe en palle forbi Mount Conserves. en gammel dame (+ hund) stirrer olmt på en dobeltdækket tvillingebarnevogn. der står i vejen.
markedet for håndvåben er i top. der er agressioner og frustrationer nok at ta' af.

jeg sniffer lidt til den omgivende luft. ahh...paranoia. de liflige duftstoffer slår min følsomme næse til blods. høj på vrangforestillinger indser jeg pludselig med al tydelighed, at dette er den nye invasion.
world war 3.95.
imedens jeg står her, smugles containere fulde af militærudstyr over landets grænser. forklædt som aldi-varer. for derefter at blive opkøbt (med rabat) af tyske, ferierende vesterhavsgæster.
tanks tilsendes per postordrekatolog. granater udleveres i Lidl.
det perfekte cover-up. indtil de står her. allesammen.
fuldt armeret.
igen.

kuldegysninger.
alle herinde er karseklippede.
jeg føler mig omringet og kravler op i dybfryseren.

ville I få besynderlige børn og have sex med startvanskeligheder?
ville det nærme sig utroskab at gå på biludstilling (og et faux pas at komme hjem med motorolie på skjorten)?
ville spørgsmålet "what are you wearing tonight, honey?" med stor sandsynlighed blive besvaret med "wunderbaum"?
ville PMS være et nyt revolutionerende bremsesystem?

åh. det er en af de reklamer, som man ikke kan lade være at brodere videre på.

og midt inde på hovedbiblioteket, opdager jeg det.

jeg har sat min taske fra mig henne ved de færøske bøger, og har ladet mig rive med af bogstrømmen. helt alene står den nu, sort og militæragtig.  lænet op ad vore nordiske brødres litteraturskat. for mit indre blik ser jeg allerede, hvordan bibliotekarpersonalet er ved at evakuere de omkringliggende hylder, medens al verdens rullemarier er på vej op ad,.. ja, rulletrapperne, for at uskadeliggøre denne trussel.

og jeg hører mig selv råbe højt og ængsteligt, 'det ER okay, det ER min taske, jeg havde bare sat den fra mig - jeg er ikke terrorist!!'.

men hvem vil vel tro på det.