Smartlog v3 » PowerMeSaurus » nidstirringen af et hus i to etager
Opret egen blog | Næste blog »

PowerMeSaurus

- leftover letters of a righthanded guy ( Jes Folden Hyldig )

nidstirringen af et hus i to etager

4. Oct 2009 15:12, PowerMeSaurus

*....med dejlig udsigt til parken*. Ejendomssælgerens ord svæver meningsløst over byggetomten, nu et år senere. Hvis hun havde sagt dem en dag som denne, ville han end ikke have kunnet høre dem for piloteringsmaskinens hamren. Erik vender sig bort fra vinduet. Han lægger mærke til et maleri, der er begyndt at hænge skævt på grund af rystelserne fra maskinen. I går, medens han var ude at gå, var det en keramikhest der havde forskubbet og var styrtet i døden på stuegulvet.

Erik knytter hænderne, og bander højt over at han ikke tjekkede lokalplanen inden han lod sig rive med af løfter om fred, natur og idyl.

Træerne forsvinder. Hver gang en lastbil kommer med nye præfabrikerede elementer ædes mere og mere af udsigten ind til parken. Eriks næve knyttes mere og mere og føles til sidst så hård som sten. Han slår den gentagne gange i bordet, ind i væggen, som vil han rive sit eget hus ned, før det andet skyder op.

Hans søster siger, han skal slappe af, huske på hvorfor han er gået på efterløn. Han bor dejligt og parken og træerne ligger jo stadigvæk lige omme på den anden side af nabohuset. Der bli'r stille i røret, når hun siger den slags. Man kan høre det gamle ur tikke i Eriks stue.

En uge efter, at huset står færdigt, flytter de nye beboere ind. Erik står og betragter dem fylde huset op med smarte, nye møbler og brede smil. Da naboen ser ham stå i vinduet, hilser han. Erik bliver blot stående og stirrer tilbage på manden. Uret på væggen tikker højt og tæller sekunderne. 23 - så skynder naboen sig ind for at se til flyttemændene.

Da det bliver mørkt, ser Erik for første gang huset overfor med lys i. Han synes, at den øverste etages vinduer ligner øjne, der stirrer ind til ham, i stuen. Erik rejser sig fra stolen.

Først efter et stykke tid hører han dryppene og ser ned på sin højre hånd. Han har knuget den så hårdt, at neglene har boret sig ind, og det er begyndt at bløde. Han bliver stående i mørket længe, uvillig til at bryde husets stirrende blik.

Naboen begynder at klage over, at Erik stirrer ind til dem: ”Evig og altid står han der ved sit stuevindue med blikket rettet mod vores hus”. Kommunen bliver indblandet, men der er ingen love eller vedtægter om, at man ikke må stirre ud af sit eget hus. Måske han kunne kigge lidt ud af de andre vinduer også, prøver manden fra kommunen forsigtigt. Måske, siger Erik.

Efter det med kommunen, har naboen konsekvent trukket for både i stueetagen og på første sal . Erik stirrer alligevel. Nu og da ser han naboens unge hustru haste forbi og kigge nervøst over mod sig. Om aftenen linder hendes rystende hånd på gardinet. Men uret på væggen tikker, og Erik står der altid.

Naboen forsøger sig med beplantning, men REGULATIV OM FRIHOLDELSE AF FÆRDSELSAREAL tilsiger, at der ikke må plantes træer eller etableres større buskadser forbi cykelstien mellem de to huse. Buskene kommer kun til at dække to af vinduerne i stueetagen, og Erik bemærker det knap nok.

Efter et stykke tid flytter de. Erik stirrer efter flyttevognen. Han stirrer på ”til salg”-skiltet og på den smarte unge ejendomsmægler, der viser huset frem.   De næste par måneder står det tomt. Uret tikker videre i Eriks stue, og han stiller sig ved vinduet. Hans blik viger ikke et øjeblik, idet han kigger direkte op mod nabohusets overetage. I virkeligheden har det hele tiden været en sag mellem mig og huset, tænker Erik. Naboen kom sådan set blot i vejen. Han prøver at genkalde sig den unge hustrus ansigt, men kan kun huske farven på deres bil.

Hans søster er holdt op med at ringe. Hun siger, at han er blevet mærkelig. Sidst de sås, gik hun efter en halv time. Det var, som om hun ikke kunne holde ud at møde hans blik. Eller også var det, fordi han hele tiden kunne se nabohusets vinduer genspejle sig i hendes briller.

Nye beboere flytter ind. Nye beboere flytter ud. Erik kan mærke, at han er ved at vinde stirrekonkurrencen. En tagrende falder ned en dag, han står og stirrer på det tomme hus. Hans søster ringer. Hun er kommet på sygehuset. Ugen efter ringer de og fortæller, at hun er død.

Ved begravelsen er resten af familien der. Erik har glemt deres navne. Det var altid hans søster, der skrev julekortene. De kondolerer, men til gravøllet er det kun hans onkel, der bliver mere end en time.

Onkelen virker nervøs. Nå, hvad vil du gøre med huset, spørger han Erik. Erik siger, at han skam gør alt, hvad han kan, og at han tror, han er ved at få overtaget.
Onkelen ler - lidt for længe - og spørger så, om han ville være interesseret i at sælge. Sælge? spørger Erik. Onkelen forklarer, og til sidst går det op for Erik, at det er søsterens hus, de taler om. Jo, siger Erik, måske.

Erik står og venter ved sit stuevindue. Han har bedt den unge, smarte ejendomsmægler komme og fjerne ”til salg”-skiltet. I morgen kommer nedrivningsholdet, som han har bestilt med det sidste af salgssummen fra sin søsters hus. Så vil han stå her i stuen og stirre. Til den sidste mursten er væk.

I lokalplanen er der ikke meldt om øvrig bebyggelse i området de næste 4-5 år; men  Erik er ikke længere nervøs ved den slags. Han smiler næsten ved tanken. Uret tikker. Erik stirrer. Fuglene pipper fra parken.


Arkiv