Smartlog v3 » PowerMeSaurus » Ond gulvbelægning
Opret egen blog | Næste blog »

PowerMeSaurus

- leftover letters of a righthanded guy ( Jes Folden Hyldig )

Ond gulvbelægning

28. Sep 2009 07:21, PowerMeSaurus

Jeg vågner og mandagen kommer mig i møde med våde, sortregnede skifertage og grå-grå himmel. Orker det ikke, mumler jeg i en stille taleboble for mig selv. Rundt omkring i byens tusinder soveværelser tindrer talebobler imod hinanden med variationer over samme tema; men i dag har jeg kun ondt af mig selv. Jeg ruller mig sammen under dynen og koncentrerer mig om rollen som pivedyr.
   Snoozefunktionens utålmodighed forstyrrer mit zoologiske eksperiment. Jeg hager mig fast. Klynger mig til madrassen, der hviler i rammen; der står på ben, der støtter på gulvet; omgivet af vægge og vinduer og døråbninger, der hænger midt i tilværelsen.
   Mine fingre kradser, men mister deres greb. Pligtfølelsen hiver mig ud ved fødderne. Øjeblikket efter står jeg og gisper efter luft under bruseren. Jeg kigger ned på fliserne. De er en del af lejlighedens samlede gulvareal, men jeg føler mig forrådt over, at det kun er her, i badeværelset, at underlaget viser sin sande, onde natur: ternede, hårde flader, der tager imod vandet fra oven. De glinser, våde som skifertage på en mandag morgen.

Jes Folden Hyldig

Arkiv